Sådan!!! En lækker og dejlig juleøl, som lige nøjagtigt minder en del om Belgisk dubbel. Den er krydret uden at være overgearet, og alt i en fin balance.
Opskænkningen viser allerede at det er kvalitet, da både farve og skum er i en super god harmoni. Skumkronen bliver liggende og danner nogle fantastiske blonder i glasset. Den dufter dejligt og indbydende, og man bliver såmæn hverken snydt eller skuffet. Duft smag og synsindtryk giver pondus i denne øl. God fyldig krop og en god eftersmag. Den kommer 100% sikkert på mit julebord i år.
Det er åbenbart Ridgeway dag mht. anmeldelser i dag. Jamen, så vil jeg da også bidrage med et enkelt solidt skud i bøssen.
En rigtig Winter Warmer i Ridgeways slemme Elf serie. Bad, Very Bad, Seriously Bad, Criminally Bad og Insanely Bad Elf. Hver med stigende procenter. Denne hører ikke til de helt slemme, men dejlig slem er den bestemt. Let off-white skum og herlig bolsjepræget maltduft. Smagen er honningsødlig med herlige frugtige maltbolsjetoner, grape og varmende procenter afbalanceret af en medium humling, der giver et godt modspil til sødmen med et nuanceret citrus- og lakridspræg. En perfekt nuanceret engelsk juleøl lige til til stolen foran kaminen. Men uanset om man har en kamin eller ej, så sender denne herlige øl prompte varmen helt ned i tæerne!
Rødbrun med pænt beige skum og frugtig maltduft. På etiketten står Nut browned ale. Mundfølelsen er ret tør med en del karameltoner, som sammen med ristet malt og lidt ditto nødder lægger maltbunden. Humlesiden er krydret og lidt skarp men forholdsvis behersket, men giver alt i alt ligesom maltensiden ikke anledning til den store ophidselse. Ikke en øl som folder sig voldsomt ud i nuancer og spidsfindigheder eller byder på nogen lang aromatisk eftersmag. Det sjoveste er faktisk etiketten, som viser julemanden, der brænder enden i den åbne ild efter at have entreret gennem skorstenen på normal julemandsvis. Heraf navnet Warm Welcome. En Jule/vinterøl på det jævne.
Da jeg af gode grunde ikke kan nyde øllet endnu, så fandt jeg denne værdige substitut i mit køleskal.
Sort som natten, sort som kul, lysebrunt og creamet skumlag på toppen, duft og smag ikke af kul men den gode malt, ristet malt, gode aromaer af lakrids især (eller er det smagen af lakridsøllen fra Svaneke / Bülow af i går der hænger fast endnu ?) Uhm det er godt, måske ikke så velegnet til dansk julemad, men når maden er spids, ungerne er lagt i seng og far trænger, trænger til en øl så vil den gøre godt. Kunne evt. nydes sammen med noget blåskimmel ost eller andet med stærk smag.
Den afsluttes let humlet og med en lang eftersmag af lakrids, rå lakrids eller engelsk lakrids.
Jeg glæder meig meget til at kunne sammenligne denne øl med Black Amigo!
Er ikke sikker på om den har lagret et eller to år i min kælder, men det er ikke gået ud over skumdannelsen, den er creamet, ok stabil, og dufter let humlet. Ah, uhm jo smagen er langt bedre end Tuborgs. Der er malt, krydderier (afdæmpet) karamel og lidt ristet eller røget. Kroppen er middel, rund men ikke uden en bitterhed der passer fint til sødmen. En øl i fin balance. Kom endelig med en til!
|
|
I Databasen: 8071 Anmeldelser af 107143 øl fra 243 lande og 7154 bryggerier. Billeder: 43768 |
10 Glas: Uha! Det er jo den øl, jeg vil kalde en perfekt øl. Vi taler altså om total nydelse - eller som Monrad og Rislund ville sige: "En oral orgasme!" Jeg har smagt øl, der kan få mig til at miste opmærksomheden med alt andet i en tid, for mine smagsløg stjæler den.
9 Glas: Giver jeg en øl der er over al forventning. Grænsene til det perfekte.
8 Glas: Gives til en meget god øl. Vi har fat i en med karakter og ånd. Den er mere end bare en øl. Den har en lille oplevelse med sig. Det er den man lige skal smage igen, FØR man sætter glasset ned. Her smiler jeg også gerne. Den køber jeg helt sikkert igen. Den skal andre prøve, for det er en øl efter min smag.
7 Glas: Gives for en der vil lidt mere. Den har karakter og ånd. Den har det der skal til, men kunne godt yde mere. Jeg vil med sikkerhed lade andre smage for at høre deres mening. Den får gerne et anerkendende nik.
6 Glas: Gives for en øl jeg godt vil smage igen. Den er ikke dårlig, men den savner spændingsmomenter. Det kan være en lidt kedelig øl, uden de store udfordringer, eller det kan være en øl, der faktisk ikke er god i helhedsindtrykket, men har gode momenter.
5 Glas: Gives for en øl, der falder igennem. Den vil jeg nok ikke investere i igen sådan lige foreløbig. Den er ok, og den skal ikke længere ned end 5, fordi det kan være min smag eller situationen, der fælder den - f.eks. hvis man har spist krydret mad eller lige har ædt en Piratos.
4 Glas: Gives en øl, der faktisk ikke smager godt. Den har bare et eller andet over sig, der gør, at den ikke dumper. Det kan være duft, smag, udseende el.lign. Jeg vil bestemt ikke anbefale en der får 4. Men selvfølgelig er smagsløg jo forskellige.
3 Glas: Gives til en øl, jeg kraftigt vil fraråde alle at købe. Det er mere end en skuffelse. Det er spild af penge i den grad. En øl der burde tages af markedet, da den er en skændsel.
2 Glas: Uha! Det er ikke godt. Her har jeg måtte stå af, spytte ud eller noget der er være.
0-1 Glas: Gives til en øl der ikke er der! Hvordan kan det lade sig gøre? Jo altså ud over dem man sidder og venter på forgæves, så er der faktisk øl på markedet, som koster noget, har kapsel på og kan drikkes, men bagefter er man i tvivl om det bare var et fatamorgana/en drøm. Nej den skinbarlige sandhed er at man er blevet snydt og har betalt for vand med alkohol!