Denne øl har jeg gået og ledt efter i et stykke tid nu. Ikke fordi bryggeriet ligefrem har imponeret mig indtil videre, nærmest tværtimod... men fordi øltypen er min foretrukne, og måske var det den der kunne overraske...?

Duften er lækker og fyldig, med en indbydende blanding af brændt kraft og bæragtig sødme. Farven brun/sort med et stabilt cremefarvet skum. Mundfylden er dejlig kraftig, med et lækkert bittert bid fra kaffen, og en lang brændt eftersmag ikke ulig en god koppe espresso. Chokoladen viser sig ligeledes i form af en let sød bitterhed, og får således denne øl til at ligge nærmere Brooklyns Chocolate Stout end Young's ditto.

Jeg er faktisk en kende imponeret over denne stout, der set i forhold til de andre øl jeg har smagt fra samme bryggeri, er langt over standard. Om den så kan måle sig med resten af den store ølverdens bidrag til genren, er jeg nok lidt mere usikker på, men det var bestemt en øl jeg nød fra start til slut.

Nå, nu havde jeg efterhånden gemt denne øl længe nok -og iøvrigt ikke anmeldt øl i alt for lang tid, så selvom det er tirsdag aften, røg denne sorte satan i glasset!

farven er sort, og skummet brunligt, hvilket sammen med den let bitre og skarpe duft, føjer til indtrykket af en traditionel porter, hvilket selvfølgelig ikke er tilfældet, men det er nok den nutidige øltype, der ligger tættest på denne øl.

Mundfølelsen er en smule tynd, eller måske nærmere blød. der er i hvertfald ikke den fylde, jeg ville forvente af duften. Dette føjer til det lidt skarpe indtryk, som understøttes af duften, og den let syrlige bitterhed, der ligger i eftersmagen. Det er en udpræget tør øl, der på trods af dens manglende tyngde efterlader en del eftersmag og derfor indbyder til nydelse over længere tid (en flakse kan nemt deles af to personer).

De mest fremtrædende smagsnuancer er lakrids, røg, brændt bitterhed, en snert af chokolade og en ubestemmelig blanding af tunge krydderier, med en del syrlig citrus i eftersmagen.

Bestemt en spændende øl, men nå nu vi er ovre i de tunge typer, foretrækker jeg samme bryggeris Imperial Stout, selvom den nok vil være tung kost for de fleste. Alene det, at tage en næsten uddød øltype op igen, giver dog to tommelfingre opad herfra!

Egentlig skulle denne stout have stået i mit "ølskab" indtil det helt rigtige øjeblik,, men som så mange gange før blev jeg fristet over evne… Denne gange da bryggeren pludselig dukkede op på MSN, og vakte min nysgerrighed…

Jeg havde startet aftenen med en porter fra en lokal brewpub og var fortsat med en rasputin, en af de absolutte konger indenfor genren, og der var derfor noget at leve op til, da jeg knappede denne flaske svenske nano-bryg op.

Kapslen ryger af med et regulært brag, og frygten for overskumning får mig straks til at skænke lystigt i det 75 cl glas jeg har udvalgt mig til de 65 cl øl. Alligevel skummer den kraftigt og det kræver to ophældninger at få den tykke sorte substans med det nøddefarvede skum, til at være i glasset.

Mit første indtryk er noget afdæmpet, på trods af det smukke udseende. Duften er tilbagelænet brændthed med lidt bæraroma, vinøsitet og en anelse lakrids, men bestemt ikke overvældende. Men det indtryk skal dog straks gøres til skamme efter første mundfuld! Mundfylden er lækker tyk og fed, med en tilpas tilbagetrukket sødme og en markant røget aroma. Da jeg læste at bryggeren havde nedtonet brugen af røgmalt blev jeg nervøs, for røg i stout er bestemt vigtigt for undertegnede, men malttypen er perfekt afstemt i forhold til de andre smagsnuancer! Jeg er meget glad for stout og porter, men finder til gengæld også, at mange eksempler på disse typer enten er for fesne i deres smagsindtryk, eller for bitre og simple. Denne stout har en perfekt, og kompromisløs blanding af harsk røg, bitter brændthed og sød mundfylde i harmoni med en alkohol domineret vinøsitet. Det er en kunst, at lade de ekstreme nuancer afbalancere hinanden, men i min mund lykkedes det perfekt i denne øl, der bestemt lever op til den foregående øl, Rasputin. Når det er sagt, skal dog også nævnes, at det ER en ekstrem øl, hvis meget røgdominerede smag sikkert vil afskrække en del. Der er altså tale om en øl i samme klasse som Limfjordsporteren, Brooklyn's Double Chokolate Stout og andre ekstremer inden for genren.

Nå, endelig  bar det håndgribelig frugt, at anmelde øl! I form af tre (faktisk fire) flasker spændende bryg fra det lille svenske bryggeri Hel, som vindergave i ølkonkurencen her på sitet.

Desværre har brygmester Jan beordret indtil flere af disse øl til videre lagring, hvilket jo i sig selv er umenneskeligt... Endvidere skulle de stå mindst 14 dage og hvile før de, der var færdiglagrede måtte åbnes! I går aftes gik den dog ikke længere, og en drikkekammerat og jeg knappede Hel's Strong Brown Ale op, efter at have taget den ud af køleskabet ca to timer tidligere.

Mit første indtryk er lidt forbløffelse over det manglende skum, men det kan naturligvis skyldes flere ting, såsom at jeg skænkede yderst forsigtigt, for at ungå for mange gærrester i første ophældning, eller måske glasset har været en anelse fedtet/belagt med sulfo (hvilket dog næppe er tilfældet, med de neurotiske øl-glas-opvaske-regler jeg holder mig....).

Meeeeen, nu er skum jo kun en brøkdel af fornøjelsen, og den minimale skuffelse er hurtigt overstået, da vi dufter til denne mahognibrune humledjævel. Duften er kraftigt krydret, men med en markant og frisk aroma af blomster og frugt, der med sin pågående skarphed med det samme afslører, at her er en øl der snildt kan måle sig med de amerikanske humlebomber.

Mundfylden er virkelig tyk, med en sødlig snert af karamel og honning, en hentydning til lakrids, lidt dadler og nødder, og MASSER af humle! Faktisk er humlen så dominerende, at vidste man ikke bedre, kunne man bilde sig selv ind, at man sad og drak IPA. Cascade-humlen stikker og prikker på tungen i den lange eftersmag, og den næste mundfulds fede sødme får smagsløgene til at slappe af igen, hvorefter det fortsætter... Med andre ord, er dette en øl man kan nyde over laaaang tid!

En øl jeg vil anbefale for dens kompleksitet og for dens formidable måde, at forene flere smagselementer, der ellers sjældent ses i den samme øl -og det vel at mærke UDEN at Hel's Strong Brown Ale går hen og bliver "usammenhængende" i smagsindtrykket.

Få så det øl ud i butikkerne, Jan!

Der er i mine øjne MEGET langt mellem gode danske stouts, og efter adskillige skuffelser er jeg efterhånden blevet ret forbeholden i forhold til at prøve nye produkter. Denne tiltalte mig alligevel, da jeg smagte deres julebryg sidste år, og var meget begejstret.

Mit første indtryk er, hold da kæft, det her er jo en Limfjordsporter! Og så alligevel ikke... Den har den samme krfatigt røgede smag, men mangler i høj grad den tykke mundfylde og den markante lakrids (selvom denne også er brygget med lakrids). Det får den til at fremstå en anelse mere tynd i det, men trækker også den røgede smag længere frem i smagsbilledet, og får den til at minde om en ren rauchbier til tider, med bitterheden tydeligere og sødmen mindre markant.

Med andre ord er det en øl der er helt sin egen på det danske markede, og får derfor mine varmeste anbefalinger!

Denne øl hørte jeg første gang om fra Blom, der hypede den en del for at par år siden. Siden modererede han dog sine lovprisninger en anelse, men det er der nu ikke nogen grund til!

Denne øl er i tæt familie med andre af de store mørke belgiere, som blå Chimay, men er dog alligevel helt sin egen. Slægtskabet med førnævnte ligger i det rige frugtagtige nuancer, der bære spor af tørret frugt som dadler og rosiner, men for denne øls vedkommende bakkes op af en syrlig lethed, man ikke finder i mange tilsvarende øl.

Ofte fremhæves de mørke abbey-ales for deres tunge kompleksitet, men jeg synes faktisk, at Abt 12 med sin forfriskende lethed står som et glimrende alternativ, uden at give køb på nuancerne. og kan dermed anbefales som introduktion til øltypen, for folk der er lidt nervøse ved disse kraftkarles tunge mundfylde.

Flasken fremstår i vanlig svulstig Wychwood pragt, med sin muskelsvulmende kriger og højtravende tekst. Jeg har bestemt fået større respekt for dette bryggeri, efter at have smagt deres øl, men synes nu stadig deres æstetik er en kende fjollet...

Duften er meget mild, præget af friske frugt-nuancer og en anelse sødlig malt. Smagen er lækker og rund, uden de store armbevægelser. Helhedsindtrykket er friskt, med nuancer af æblemost, citrus og en anelse karamel som det mest fremtrædende. Eftersmagen er meget kort, ligesom mundfylden er moderat, grænsende til det vandede.

Alt i alt en øl, der nok er lidt for spag i mælet til min smag.

Vinterudgaven af "Kongen" ligger meget tæt på originalen, men virker lidt som en "luksus-udgave". Smagsnuancernes fordeling er stort set de samme, det hele har bare fået lidt ekstra. Således er sødmens nuancer af karamel, udvidet til en lidt bredere palet af tørret frugt, og humlen lidt mere fremtrædendne (som jeg husker det).

Det er desværre ved at være lidt tid siden jeg drak den, så de store nuancer ligger nok gemt i øltågerne....

Denne øl havde jeg virkelig set frem til, og den belgiske ejer af den lille fynske ølbutik, tvang mig da også på det nærmeste til at købe den med sine svulstige lovprisninger.

Duften er meget maltet, med en blød sødme som det dominerende indtryk. Smagen er utrolig rund, kulsyreindholdet er lavt og en karamel-agtig sødme får den til at glide lige i gabet. Umiddelbart kunne man tro, at dette var Refsvindinges forbillede for Ale No. 16, for her er mange ligheder.

Helhedsindtrykket er en utrolig rund og lækker øl, der dog ikke indbyder til den store fordybelse.

Flot øl, der med sin bleggule, letgrumsede krop og hvide skum, leder tankerne hen på klassisk hvedeøl. Duften er let syrlig, prøcis som en hvdede, men med en kraftig humle som bonus.

Smagen er meget let, med toner af citrus og frisk frugt, afløst af en meget humlet eftersmag. Helhedsindtrykket ligger et sted midt imellem en pilsner og en mild hvedeøl, og alt i alt virker denne øl faktisk ikke synderligt spændende i længden...