En yderst forfriskende øl, flot gylden med et fint skum som holder nogle minutter. Ingen antydninger af et tåget udsende.
Den har tydelige humle noter både bitter og aroma som efterlader en behagelig tørhed, smag af citrus og en anelse restsødme.
En rigtig dejlig IPA.

Brunt skum og sortbrun farve. Svag duft af ristet malt og svesker. Middelkraftig men rund sødlig smag af svesker, karamel, chokolade, kaffe og mørkristet malt. Stoutens normale karakteristiska af humle og skarp lakrids er ikke rigtig til stede, men øllet er blødt og lækkert med en meget moderat humling og tilsvarende svag lidt vandig eftersmag. Det minder langt mere om en sødlig tysk schwarzbier en engelsk stout. Stoutelskerne er - som det ses af mine medanmeldere - berettiget skuffet, men jeg (som ikke just er til den normale men mere til den søde stout) er godt tilfreds med øllet, der faktisk minder en hel del om Samuel Adams fortræffelige Black Lager fra Boston Beer Company.

Meget overraskende har denne imperial stout et flot nougatfarvet skum, der vedholdende hænger på glassets inderside. Taget i betragtning at alkoholen ligger på hele 18,2% er det virkeligt utroligt. I starten er den rigt karboneret og jeg havde ventet mig noget i retning af Mikkelers Black, men aromaen er afgrænset og sparsom og slipper kun lidt hårdtristet malt og stærk mokka. Den smager sødt med anstrøg af lidt kirsebær og har i begyndelsen slet ingen karakter af stout. Nu er det jo en øl man forsigtigt nipper til når man på forhånd kender styrken, men man skal faktisk lige have den rundt i alle hjørner af munden for at fornemme dens sande karakter. Kirsebærrene overtages efter noget tid af en mættende maltrig smag med brændte nuancer, mørk chokolade og lidt forsigtig røgmalt. Dens udtryk er klart vinøs, helt over i de sødlige portvinsnuancer, men alkoholens skarphed er flot gemt af vejen af de øvrige frugt, malt og røgnuancer og efterlader kun svag varme i svælget.

Den er uovertruffen lækker, men kan måske virke lidt for sød i længden. Omvendt er dens sødlige udtryk med til at gøre den drikkelig året rundt. Mange af disse helt stærke imperials er kun forbeholdt kulde og vinter, men Tokyo Intergalatic Fantastic...etc. kan godt nydes efter en god grillmiddag en sommeraften i haven. Del den gerne med andre, for det er altså stærke sager!

Ølfestival 2010: Festivalens absolutte trækplaster var BrewDog's vildeste frysedestillerede Quadruple IPA på hele 41%. Efter skubben og masen præcis kl. 21.00 var jeg en af de heldige der fik 2 cl. opskænket indenfor de ca. 5 minutter der gik før BrewDog meldte udsolgt af Sink the Bismarck. Aromaen er tydeligt sprittet men har også lidt aroma af fersken og appelsin. Smagen er tung, meget sprittet og stærkt krydret med en frugtig humle. Den meget lang eftersmag og varmer hele munden med sin pågående alkohol. Den er helt umulig at sammenligne med øl, for den har ikke meget til fælles med øl andet end ingredienserne. Alligevel er den spændende, velsmagende og delikat. Men dens anvendelse kan være svær at definere. At servere den til mad er helt udelukket, at servere den som sidevogn til en anden god øl er også dumt - for den vil overtage smagsløgene i adskillige minutter efter. Måske kan den serveres i begrænset mængde på en fisketur eller til et jagtselskab. Men det var spændende at prøve den.

Skotternes bud på en schwarzbier har flot cremet skum, god aroma af hårdtristet malt, lidt røg samt lidt tørret frugtaroma. Smagen er let brændt og har lidt mere lakrids over sig end man umiddelbar finder i de tyske udgaver af en schwarzbier. Den har god og fyldig karakter, hvor den mod slutningen får plads til lidt røgmalt. Den er og bliver stadig en schwarz hele vejen igennem smagsforløbet, men på en lidt mere markant og kantet facon end de tyske. En smule vandet mod slutningen, ligesom humlens let blomstrede islæt måske også er lidt for markeret. Min bedste schwarzbier til dato har vist nok været Köstritzer, og i den oplevede jeg en mere flydende overgang mellem smagsindtrykkene. Den her kan virke lidt firkantet, men stadig meget velsmagende.

Meget smuk skummende øl, som bryggeriet selv benævner som en Imperial Mild. Den har en rigtig dejlig aroma af citrus og blomst. Al aroma stammer tydeligvis fra humlen og det dufter meget indbydende. Smagen er meget humlet lige fra start. Den har også en IBU på hele 225, så det var egentlig forventet. Mod finalen møder man lidt karamel, men hurtigt overtager dens bitterhumle smagsløgene igen. Den har måske ikke meget Mild ale over sig, og det er sikkert også kun en tilnærmelsesvis øltype den har fået tildelt. Den er BrewDogs hån mod de britiske politikere ovenpå deres kritik af BrewDogs Tokyo (Imperial Stout på 18.2%). Med sin alkohol på bare 1.1% synes jeg den er ret spændende at smage, og faktisk er den velsmagende, men har mere IPA-præg over sig.

Kort  sagt, en fantastisk ale, der med sin utraditioneller smag gør det svært at slippe glasset igen, efter at den første tår har passeret ganen.

Den er meget kompleks, lidt svær at beskrive, men er lidt skarp og en anelse syrlig og på mange måder helt sin egen.
Finish er let syrlig, humlet og passer perfekt til helheden.

Det er helt sikkert en øl som jeg vil smage igen, og forhåbenligt kan jeg da give en mere uddybende anmeldelse. Første gang blev jeg jeg meget positivt overrasket og fik ikke skrevet alle de noter som jeg burde.

Smagt igen den 4-12 2009: jeg havde vist glemt at jeg havde smagt den før da Torben Matheus diskede op med denne fantastiske Ale til en Juleøls smagning i Sønderborg, så her kommer mine noter:

Dufter let af tørv eller Whisky, smagen er varm, krydret med toner af tørv eller Whisky. Prikker i ganen og giver silden jeg spiser til et godt modspil. Finish er mere Whisky end bitterhumle, dog uden den samme varme som 40-50% alkohol giver.

Jeg er stadig lige begejstret for dette bryg!

En lækker øl. Dufte af vanilje og rosiner. Smagen har spor af vanilje og rosiner i spiritus. En tydelig fornemmelse af træ. Faktisk er mange smagindtryk der hele tiden melder sig på skift. Kompleks øl som udfordrer og giver meget igen til den opmærksomme ølnyder, for den skal nydes langsomt.

Letdrikkelig skotsk ale med en lidt ubestemmlig blomsternoter. Som en ægte skotte er der sparet på den dyre (engelske) humle, dog er øllet i en fin balance. Kan anbefales efter en hård dag på verdens første golfbane, som øllet er opkaldt efter.

How can I please a girl who have totally captured my brain with Chordettes Lollipop? I can't sing her a song! Off course I can, but then Youtube will crash! What I do best is beer rating, and don't you think any young US-girl with a great songtalent always wanted a beer rated in her honor? Anyway that's what I got for you, Courtney!

Traquair 900 is a barley wine, brewed in Scotland to celebrate the 900th years of anniversary of the brewery. Color is nut brown. Smells malty with plenty of fruit, caramel and some sweet hints, which is very similary to a Barley wine. So much fruity taste and I can only recognize plum and raisin. Some chocolate is also noted. Brown sugar included in the taste, but in a plesent way. No hop flavor at all, which is not demanded in a Barley. Typical English Barley and not provocative as my beloved american Barleys. Well Courtney, keep up your singing. You have at least one fan in Denmark. Cheers!

Now a translate for my fans:

Se lige Courtney Woolsey på Youtube.com. Hun er talentfuld synes jeg.

Traquair 900 har en smuk nøddebrun farve. Aromaen er maltet med noter af frugt, karamel og brun farin. Den smager godt af både blomme og rosin og har en lille bismag af chokolade. Brun farin præger sødmen, men bliver aldrig for overvældende. Jeg kan ikke spore nogen humlebitterhed, men det kræves heller ikke i en Barley. Typisk engelsk Barley, som er meget afdæmpet i forhold til de amerikanske af slagsen.